Forsiden - KirkenUpdate 2020 -
Blev Jesusrevolutionen en succes?

Anmeldelse:

Guds rige er anarki

Evangeliet mellem magt og afmagt. A/politisk teologi

Johannes Aakjær Steenbuch

Anmeldt af KirkenUpdates redaktør:

Det fortælles at Chou Enlai i 1972 blev spurgt om han mente at Den franske revolution var en succes. Han svarede "Det er endnu for tidligt at sige". Formentlig forholdt han sig til om Studenteroprøret i Paris havde været en succes. Men den tvetydige oversættelsesfejl blev hængende som en vits og en vandrehistorie. Den rejser jo spørgsmålet: havde de smukke og gode tanker og idéer, der var med bag alt det, som måske viste sig at være knap så smukt, allerede mens begivenhederne (Revolutionen/Studenteroprøret) stod på, succes? Eller var det fiasko? Jeg er nogenlunde sikker på at der skal svares både og.

Hvad med Jesusrevolutionen? Succes eller fiasko?

Steenbuchs bog "Guds rige er anarki" giver kvalificeret grundlag for at forholde sig til spørgsmålet.

En bog læst i den aktuelle situation
Bogen er spændende læsning. Ikke mindst læst i en påske hvor en verdenskrise lynhurtigt vækker længselen efter den (sædvanlige) orden overfor noget, der ser meget kaotisk ud. Og hvor det er muligt at tænke, her må myndig, magtfuld ledelse til - en ting, som en Mette Frederiksen så har fået lov til at være eksponent for. Steenbuch peger på at anarki, ordet, i manges bevidsthed betyder rod og kaos, men sådan skal det ikke forstås i bogens vinkel. I den anarkistiske tradition er anarki betegnelsen for en tilværelse og et samfund, hvor magt ikke undertrykker nogen, an-arki betyder uden magtstyring, et "magtfrit rum" hvor frihed og lighed er. Så kan man rejse spørgsmålet: Hvorfor sker det så at den kirke, som var anarkistisk i forhold til samfundsmagterne dengang, stort set blev et med samfundsmagten? Når kirken ofte er blevet reaktionær eller samfundsbevarende udspringer det positivt af at revolution, ustabilitet og uro ofte rammer de svage, som kirken skal værne - men den lader sig så let spænde for en bestemt politisk vogn og blive en del af den magt, den skulle gøre fri i forhold til. (Fra indledningen).

Men hvad så i den aktuelle krise? Hvis ingen tager styringen - over for menneskenes kortsigtede lyst, at færdes frit og helt som man plejer, eller en måske noget kortsynet kapital, der vil tjene og omsætte som hidtil - er det så ikke de svage, der især rammes? Og kirken må så måske da alliere sig med magten - understøtte den bestående ”socialdemokratisme” eller, hvis vi var i Sverige, "teknokratisme" – mine ord, ikke bogens, som udkom før pandemiens ankomst. Dilemmaet er der.

Forfriskende, sammenhængende bibeltolkning
"Guds rige er anarki" er en teologisk bog som i sjælden grad forholder sig til hele det bibelske univers, og trækker på det, i forhold til en del vanetolkning, på forfriskende og nye måder. Steenbuch læser bibelen meget sammenhængende. Jesusrevolutionen er helt sikkert ikke at det er en ny Gud, som pludselig melder sig på scenen. Det gode anarki har som første og sidste forudsætning, at det er Gud der har (al)magten og er skaberen. De gammeltestamentlige tekster er ikke bare modsætninger til det Ny Testamente. Når vi har set øje for øje, tand for tand som udtryk for en hævnkultur og en hævngud, så peger Steenbuch på at det bud snarere er udtryk for en begyndende dæmmen op mod sanseløs og grænseløs hævn, hvor den stærkeste så i sidste ende vinder. Det er den samme Gud vi møder hele bibelen igennem. Det turde være klassisk teologi, men megen moderne mainstream tænker anderledes. Der er ingen ny Gud undervejs. I et af bogens stærkeste, men egentlig ganske korte afsnit (s.97ff) behandles spørgsmålet om "magter og myndigheder", altså det som står Guds riges anarki, det magtfrie rum, imod. Dels behandles hvordan vi skal forstå dem - institutionelt, psykologisk, sociologisk mm - men i sammenhæng med spørgsmålet om Gud, mindes vi om at også disse er skabt igennem Kristus (Kol 1,16). Og at disse måske skal forstås som negation af den gode skabelse - sorte huller/adskillelsespunkter i forholdet til Gud.

Der er mange tolkninger, der er værd at forholde sig til. Alene for Steenbuchs måde at læse bibel på kan jeg anbefale bogen. Afsnittet "Bibelske vidnesbyrd" er ikke det største, men stort - og det er faktisk overraskende sjældent i en teologisk debatbog! Og skriftsvidnesbyrdene falder stort set lige så tæt i de følgende afsnit: "Og hvad så? Teologiske perspektiver" og "Kirken og dens opgave".

Det teologiske perspektiv
Det teologiske hovedperspektiv er – meget kort sagt – at det som skal ske til verdens frelse, og til Guds riges anarkis mulighed, er sket – på korset og med opstandelsen. Bogen er gennemsyret af påske. Mennesket skal ikke anstrenge sig for at blive frelst eller indføre Guds rige – det skal tro. Og fra denne ”hvile” kan det kritisere alt der går mod det Guds rige, hvor ingen har eller tager magten over andre. I det mindste kritisere, hvor meget det kan arbejdes – eventuelt organiseret - på at kæmpe for magtfriheden er mindre klart. Kritikken (og kampen) må hente inspiration fra Jesu forkyndelse. Og her er Steenbuch for mig at se en loyal læser af det samlede budskab. Kampen er ikke bare en indre kamp i hin enkelte. Magter og myndigheder, som Guds rige står imod, - eller snarere, som står imod Guds Rige -, er også ydre. Han glemmer ikke kapitalen (Gud Mammon), teknologiens guddommeliggørelse osv. (Se citat). Han fremhæver flere steder at det, at kirken ikke kan drive politik gennem staten, ikke betyder at religion er en privatsag. Det er naivt at tro at kampen bare kan stå i den enkelte (s. 167)

Hvad bliver kirkens opgave?
Det er så vidt jeg kan se vanskeligt at læse meget konkret ud af bogen. Steenbuch forestiller sig ikke at kirken skal gå ind i politiske alliancer, hverken liberalistiske eller socialistiske. Det vil straks ødelægge den anarkistiske impuls. Institutionen kirken advarer han også imod – den er blevet og bliver ofte nok lige så meget magthierarki, som det, den måtte kæmpe imod. Er kirken de enkelte troende hver for sig? Nej, kirken er et fællesskab af troende, som nok hele tiden får ødelagt fællesskabet, på grund af mennesker trang til magt og hierarkiske måde at organisere sig på – men den er et fællesskab og enhed af troende. Derfor er han også en stærkt fortaler for økumene – nedefra og ”med hammeren”. En slags kirkelig civil ulydighed. (Se citat)

Der et ungdomsoprørsk præg over bogen.
”Vær realisitsk. Forlang det umulige!” Det er det vi beder om i fadervors ”komme dit rige!”. Den fortsatter reformation, den fortsatte revolution – det er kirkens sande væsen. Og mon ikke vi lander på at det er den bedst ved at være og blive stående som den stadig kritiske instans overfor alle magtstrukturer, udenfor som indenfor? For nogle at se pudsigt nok sådan at Steenbuch er ret konservativ, når det gælder liturgi og forandringer i gudstjenesteliv. ”Kun ud fra denne verdens binære logik udelukker gudsrigets anarki en velordnet form og orden.”

Kritisér magten
Der er umådeligt meget inspiration til tanken at hente i bogen, men meget lidt færdig opskrift på hvordan der skal handles. Men: magtkritiske, det skal vi være.

--

Min udfoldelse, men jeg mener, i bogens ånd:
Vi skal advare politikere som drives af begær efter magt. Også i en coronakrise. Og vi skal være 100% klar over at dette begær findes. Vi skal derfor forholde os til de faktiske handlinger. Hvilke har det enkelte menneskes egen værdi, dets ligeværd med alle andre, som forudsætning for handlingsplaner? Hvilke planer tenderer til at gøre noget som helst menneske, dets liv, til middel for noget andet? Vi skal holde staten fast på, at det er det den sat til at forvalte – ligeværdet som grunder i hvert eneste menneskes unikke gudbilledlighed.

Er Jesusrevolutionen en succes?
Skam få den som ikke kan sige ja. Den politiske anarkisme havde sin korte sommer i Spanien – kort, men den var der inditil stalinister tog over. Guds rige har mange korte somre – overalt gennem historien – steder hvor mennesker i tro var lys og salt for andre. Kæmpede mod magtmisbrug for dem, sagde fra med tydelige ord, så undertrykte og forpinte mærkede solidaritet, bad for dem. Skabte rum af lys og hvile, helbredte, trøstede, arbejdede for fred og frihed. Og kirken har så også sine stalinister – og de kan af og til godt tage sig temmelig ”mainstream-agtige” ud.

Det er mine ord, men jeg tror som sagt at det er i bogens ånd at reagere med et sådan svar på Chou Enlais henholdende replik. Som lyset har en tøven, har Guds rige det. Men det er hele tiden på vej – og virkeliggør sig også hele tiden.

Anbefaling:
Der er meget indpiration at hente i bogen. Skærpet forståelse af Jesu-ord og af sammenhænge i hele bibelen – tænkt ind i og sat i forhold til magters hærgen, spil og tendenser i tiden. Der skrives for tiden generelt meget om kirkens rolle i samfundet i dag – muligvis ligefrem proportionalt med at dens tydelige rolle er aftagende. ”Guds Rige er anarki” lægger sig i en vis forstand i strømmen. Og er i øvrigt godt bekendt med den anglo-amerikanske litteratur om sagen. Men den er forfriskende anderledes. Vel en lille kanonbåd at se til, men fra en plads ombord er der mulighed for kritik af mulige usunde forhold i den øvrige flotille. Det er helt sikkert også i dens ånd at være det.

.....

Bibelindeks
Netop denne bog ville det have været overordentlig nyttigt med et bibelhenvisningsregister. Men det er ikke noget forlag der i dag mener at ville ofre penge på. Men det er så oplagt at der kan hentes forståelser af en given perikope, som vil kunne supplere en vanemæssig læsning. Så derfor har redaktøren af ”Teksten denne uge/Teksten denne uken” lavet et register – så prædikanter og andre bibeltekstfortolkere har let adgang til at finde stederne. Registeret kan ses her – senere bliver det en integreret del af hele bibelindkeset til ”Teksten denne Uge”. Der bliver det så muligvis et element ”uden det hurtigere” – men det er ikke altid dårligt i prædikenforbredelse.
Se nederst på siden.

Kristen Skriver Frandsen
Redaktør af KirkenUpdate, Teksten denne uge, mm.

Johannes Aakjær Steenbuch
Ph.d., cand mag i filosofi og patristik
[Se her]
Citater og udsnit:
Anarki som trospraksis skal tilsvarende (ikke at hævde abtrakte moralske principper) forstås som konkrete forsøg på at skabe magtfrie rum, snarere end et politisk projekt eller ideal. Kristendom i praksis indebærer et afkald på magt, men samtidig også et kreativt alternativ til magten. s. 97
Guds rige et magtfrit rum
Man kan selvfølgelig være lidt skeptisk over for, om Ny Testamente i sig selv indebærer noget, der kan kaldes "anarkisme" i moderne forstand. Det er imidlertid ikke så afgørende. Det vigtige er, at det, jeg har beskrevet, igennem tiden har inspireret kristne til at formulere forskellige former for magtkritik ud fra den opfattelse, at Guds rige udgør et magtfrit rum, som alternativ til alle kendte former for magt og herredømme.
Ejendom er tyveri
Liberale forestillinger om ejendomsret bygger på en ide om, I at vi hver især har retten til resultatet af vores arbejde - elI ler måske bare til det, vi ærligt og redeligt har købt for vores I "egne" penge. I klassisk liberalisme blev det til en ide om frit I marked og kapitalisme, mens det i marxismen blev til en kritik af, at kapitalister tjener penge på at udbytte arbejder\ klassen. Men i den teologiske tradition er tanken altså, at ) mennesket er givet fælles brugsret over hele skaberværket uafhængigt af deres arbejde og indsats. (s 124)
"Vær realistisk, forlang det umulige!", lyder et andet velkendt slogan. Det kan udtrykke en naiv utopisme, men fra et teologisk perspektiv giver det god mening - det umulige er netop Guds gerning, som evangeliet vidner om. At bede "komme dit rige" er at forlange det umulige. Evangeliet handler om det gudsrige, der er umuligt for os, men muligt for Gud. Guds rige sprænger vores rationelle kategorier og begreber om muligt, umuligt og hvad der er nødvendigt, det splitter vores sociale, kulturelle og politiske orden ad - men kun for at samle den op og genoprette den igen, befriet for vold og magt. Det betyder så også, at gudsriget ikke bare fejer alt menneskeligt af banen. Den menneskelige civilisation er som helhed et oprør mod Gud, men i sin forsonende kærlighed indoptager Gud alt menneskeligt, herunder civilisationen, i sit nye skaberværk. Verdenshistorien kulminerer ikke i en tilbagevenden til en før-civilisatorisk uskyldstilstand i paradisets have, men i Det ny Jerusalem, som i sig indbefatter alt, der er gået forud (Ellul). s. 131
Kirkens opgave
Evangeliet er godt nyt, men det gør det også klart, at den orden vi kender, netop ikke er Guds rige. Guds rige ophæver ikke det gode skaberværk, men sætter det fri af uretfærdige menneskeskabte magtrelationer. Vi kan ikke selv indføre gudsriget på jorden, men vi kan vidne om det ved at kritisere den uretfærdighed vi ser omkring os. Det er kirkens opgave at vidne om Guds rige ved at forkynde evangeliet ind i den verden, den er en del af. Kirken skal være til stede i verden som "lys", "salt" og "gær"...
Mange peger på, at kirken i Vesten står i en ny situation, som minder om tiden før kristendommen blev statsreligion efter kejser Konstantin... Jesus afviser at efterstræbe politisk magt, men samtidig ramler hans forkyndelse af Guds rige frontalt ind i den måde, som tingene fungerer på i verden. Spørgsmålet er nu, hvad det betyder for vores forståelse af kirken - det kristne fællesskab som vidnesbyrd om gudsriget. Hvis "Guds rige er anarki", hvad er så kirken, det kristne fællesskab? 142

Økumeni med hammeren
Økumeni er at nedbryde mure, det skal bedrives "med hammeren", for at overskride de politiske og kirkelige strukturer, der sætter skel mellem mennesker. Begræder man fx, at der mangler nadverfællesskab mellem konfessioneme, er det bare om at tage hammeren op, bryde muren ned, og holde nadver sammen - uanset hvad pave, patriark og synoder siger. Sand økumeni er intolerant, for tolerance forudsætter som Slavoj Zizek bemærker i en anden sammenhæng, at der er noget "andet", noget fremmed, der skal tolereres. 172-3
Den stærke, markante kirke
De kirkefolk, der ønsker en "stærk" og "markant" kirke med vækst, fremgang og indflydelse, må overveje om et sådant ønske er foreneligt med evangeliet om Guds kærlighedsmagt, der virker i menneskers svaghed og magtesløshed. 176

Se hvordan forfatterne bruger bibelen

Det er ikke så almindeligt med bibelindeks i de enkelte værker længere. Måske fordi man regner med at de ikke bliver brugt.

Jeg har moret mig med at "scanne" en række bøger for skrifthenvisninger - i en blanding af manuel og automatisk proces, derfor er der fejl! Men jeg mener det kan være nyttigt for nogen.

Teksten denne uge bliver de brugt. Henvisninger hentes ind til den aktuelle prædikenperikope. Så er man relativt motiveret til lige at tjekke, hvad der i en given bog står om teksten.

En anden mulig brug er at man gerne vil danne sig et overblik over hvor en forfatter har citeret fra i bibelen. Særlig oplysende kan det være at sammenligne med andres brug inden for samme tema.

Johannes Aakjær Steenbuchs bibelbrug i Guds rige er anarki

Mogens Mogensens bibelbrug i Kristendom i en brydningstid

Bibelbrug i værker om kirke, mission, offentlighedsteologi, politisk teologi